MENU
Aula_close Layer 1

Dilemmaer til drøftelse på Den gode klasse

Eksempler der kan bruge til fælles drøftelser på “Den gode klasse”.

  • Dit barn føler sig nogle gange udenfor i klassen, og det sker sjældent, at der er nogle af klassekammeraterne, der tager kontakt efter skole. Du vil gerne hjælpe dit barn, men er i tvivl om hvordan. Hvad gør du?
     
  • Din søn er kommet hjem fra skole og har fortalt, at Ea fra klassen har stjålet hans tyggegummi fra skoletasken. Du tænker, at der er et godt fællesskab blandt forældrene i klassen, så du ringer til Eas forældre for at få en dialog. Eas forældre bliver meget vrede over beskyldningen og siger, at det kunne Ea aldrig finde på. Hvad gør du?
     
  • Til en fællesspisning med børn og forældre falder du i en god snak med to andre forældre, som du ofte hygger dig med. Ind ad døren træder forældrene til den nye dreng/pige i klassen, og da de har hilst på flere, står de alene og kigger rundt i lokalet. Hvad gør du?
     
  • Dit barn er ofte sammen med de samme to børn fra klassen, og du kunne godt tænke dig, at dit barn nogle gange legede/var sammen med flere fra klassen på kryds og tværs. Du foreslår det til dit barn, men det protesterer. Hvad gør du?
     
  • En dreng fra klassen, Peter, har det rigtig svært for tiden, da hans forældre er i gang med en slem skilsmisse. Han reagerer ofte udadtil, og i dag slog han dit barn i frikvarteret. Hvad gør du?
     
  • Dit barn fortæller, at der ofte er drillerier og hårde konflikter mellem nogle af børnene i klassen, men at de voksne i skolen ikke gør noget ved det. Det gør dit barn utryg og ked af det. Hvad gør du?
     
  • I forældregruppen har I for noget tid siden lavet en forventningsafstemning sammen med personalet, og her har I besluttet, at I taler ordentligt om de andre børn, deres forældre samt personalet på skolen. I supermarkedet møder du en forælder fra klassen, som begynder at tale negativt om et af de andre børn og dets forældre. Hvad gør du?
     
  • Dit barn fortæller dig om en dreng fra klassen, som mobbes systematisk på nettet. Ingen af de voksne ved det, og det har stået på længe. Bryder du fortroligheden og kontakter skolens personale?
     
  • Lærerne i dit barns klasse har introduceret en ny regel, hvor mobiltelefoner om morgenen skal afleveres i en kasse og først bliver udleveret til børnene om eftermiddagen, når de har fri. Du har svært ved at se meningen med reglen og vil gerne kunne komme i kontakt med dit barn i løbet af dagen. Hvad gør du?
     
  • I klassen har I en aftale om, at når der holdes arrangementer og fødselsdage, så skal enten hele klassen eller alle drengene/pigerne inviteres med. En dag finder du ud af, at dit barn er inviteret til en fødselsdagsbrunch, hvor kun halvdelen af pigerne er inviteret. Hvad gør du?
     
  • Dit barn fortæller ofte, at andre børn i klassen har slik med i madpakken. Det er din fornemmelse, at der er meget stor forskel på madpakkerne, og dit barn synes, det er meget uretfærdigt, at hun ikke må få det samme med som de andre. Du har lyst til at lave fælles regler for madpakkerne, men når du spørger de andre forældre til det, synes de ikke, at man skal blande sig i andres madvaner. Hvad gør du? (Skift evt. ’madpakke’ ud med ’mobiltelefon’, ’festregler’ mv.).
     
  • Dit barn kommer hjem fra skole og fortæller, at en dreng fra klassen er blevet drillet slemt af to andre børn fra klassen, som tog drengens nye idrætssko og smed dem op på skolens tag. Drengen har sagt til dit barn, at han ikke tør fortælle det til sine forældre, for han er bange for, at de bliver
    sure. Du overvejer, hvorvidt du skal sige det til klasselæreren, eller om du hellere skal tale med de tre forældrepar, hvis børn er involveret. Hvad gør du?
     
  • Dit barn er kommet i legegruppe med nogle børn fra klassen, som hun siger, at hun slet ikke har noget tilfælles med. Hun vil over i en anden legegruppe, eller også vil hun slet ikke være i en legegruppe. Hun siger, at hun ikke vil tvinges til at være venner med nogle, hun ikke selv har valgt. Hvad gør du?
     
  • Dit barn bruger meget tid på de sociale medier, bl.a. ved at følge forskellige YouTubere. Dit barn spørger, om det må få Snapchat, men da dit barn ikke er fyldt 13 år, skal det indtaste et forkert fødselsår for at få adgang til sendefunktionerne i Snapchat. Hvad gør du?
     
  • Dit barn fortæller, at de i klassen ofte tager billeder af hinanden, og nogle af kammeraterne kan godt finde på at lægge billederne ud på de sociale medier uden at spørge om lov. Hvad gør du?
     
  • Dit barn bliver udsat for drillerier og mobning på de sociale medier. Du vil gerne hjælpe dit barn. Hvad gør du?